Paris 2017

06/01-2017 – 09/01-2017 
Paris
Se billeder

Min niece Regitze og mig tog i starten af januar 2017 en forlænget tur til Paris. Vi kørte til Hamborg og fløj derfra til Paris. Selv om jeg har været i mange lande, havde jeg på dette tidspunkt aldrig været i Frankrig, bortset fra en mellemlanding. Desuden var det også første gang Regitze og jeg skulle på ferie sammen.

Pompidou-centret, Paris

Vi havde en del problemer med at finde vores hotel, da det ikke var markeret med skilte nogen steder. Men det lykkedes trods alt. Værelset var hyggeligt og i stil med en skibskahyt, dog lige til den lille side. Men med 3 overnatninger gik det. Vi boede næsten nabo til Centre Georges Pompidou, så vi boede meget centralt.

Det var nogle lidt kolde dage i Paris vejrmæssigt, til gengæld kunne vi varme os over godt selskab og over atmosfæren i Paris. Paris er virkelig en smuk, hyggelig og stemningsfuld by. Især om aftenen er byen flot lyst op, og det er oplevelse i sig selv bare at gå rundt i byen.

Vi tog en af de mange bustours der er i Paris, vi valgte Foxity, det er vist et af de billigste og det indgik i en bådturs pakke vi købte. Foxity får ikke høj rating hos tripadvisor da de ikke har så mange stop som de “store” tours, hvilket åbenbart kommer bag på nogen  (men så må man jo sætte sig ind i tingene). De kommer dog de største steder som vi gerne ville se deriblandt Triumfbuen og Eiffeltårnet. Man kan hoppe af og på som man vil. For os var det perfekt. Vi havde begge glædet os meget til at se Eiffeltårnet, men om vi ville op i toppen af tårnet vidste vi ikke helt hjemmefra. Vi var begge meget fascineret af det flotte bygningsværk og besluttede os til at tage en tur op i toppen af tårnet, det var dog svært at se noget helt fra toppen da det var en lidt tåget dag. Det var nogle rigtig gode timer ude ved Eiffeltårnet. Vi fandt en lille café og fik lidt at spise og tog så bussen retur.

Eiffeltårnet, Paris

Vi gik rigtig meget rundt i Paris, det var jo en oplevelse i sig selv. Vi havde dog også en aften-sejltur på Seinen i Paris. Dette er et must når man er i Paris, det er virkelig en oplevelse at sejle rundt og se den flot oplyste by om aftenen. Vi sejlede med Vendettes du Pont Neuf , de har bådture for enhver smag. Lige fra ture med lækker mad og champagne til almindelig rundfart på 1 time hvor man ser byen fra vandet. (Det er ingen hemmelighed at jeg ikke gider bruge oceaner af penge og tid på mad når jeg er ude at rejse. Jeg tænker mest på om det er velsmagende og om det er noget jeg kan tåle desuden er min niece vegetar) Så valget var forholdsvis let, vi tog det der kaldes 1-hour cruise om aftenen. Dette var en af højdepunkterne på vores tur. En rigtig fin oplevelse.

Vi havde nogle super dage i Paris, og vi er begge enige om at det er en by vi gerne vil opleve igen på et tidspunkt.

     

    Skriv et svar

    Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *